Privatlivspolitik for Planuko
Sidst opdateret: 9. oktober 2026
1. Hvem vi er
Planuko drives af Lucas Buur. CVR-nummer tilføjes, når virksomheden er registreret. Vi er dataansvarlige for de oplysninger, der beskrives her.
Kontakt om privatliv: hej@planuko.com
2. Kort fortalt
- Vi bruger dine oplysninger til at lave din madplan og din indkøbsliste. Vi sælger dem aldrig og bruger dem ikke til reklamer.
- Allergier gemmer vi kun, hvis du siger ja til det i appen. Du kan trække ja'et tilbage.
- Vi tæller, hvilke skærme der bruges, uden at koble det til din konto. Siger du ja, genkender vi også telefonen fra gang til gang.
- Billeder, du scanner, sendes til en tjeneste, der genkender mad. Vi gemmer ikke selve billedet.
- Du kan slette din konto inde i appen.
3. Hvad vi behandler, og hvorfor
| Hvad | Hvorfor | Grundlag |
|---|---|---|
| Konto: et bruger-id. Logger du ind med Apple eller Google, også din e-mail og det navn, du deler | Gemme din madplan og genkende dig, når du logger ind igen | Aftalen med dig (GDPR art. 6, stk. 1, litra b) |
| Husstand: antal personer, ugebudget, køkkenudstyr, om I spiser vegetar eller vegansk, køkkener I kan lide eller ikke kan lide, og om I vil have morgenmad og frokost med | Lave en madplan, der passer til jer og til budgettet | Aftalen (art. 6, stk. 1, litra b) |
| Allergier (også "ingen svinekød") | Sortere retter fra, som indeholder det, I har valgt | Dit udtrykkelige samtykke (art. 9, stk. 2, litra a, og art. 6, stk. 1, litra a). Se afsnit 4 |
| Madplaner: de uger, appen laver, og deres priser | Vise dig ugen og indkøbslisten | Aftalen (art. 6, stk. 1, litra b) |
| Kassebon: det beløb, du selv skriver ind efter indkøb | Vise dig, om ugen holdt budgettet | Aftalen (art. 6, stk. 1, litra b) |
| Favoritter og skjulte retter | Give dig flere af de retter, du kan lide | Aftalen (art. 6, stk. 1, litra b) |
| Feedback: tommel op/ned, de grunde du vælger, tekst du selv skriver, hvilken skærm, appens version og ugen | Rette fejl og gøre appen bedre | Vores legitime interesse i at forbedre appen (art. 6, stk. 1, litra f) |
| Scan: dit billede og det, vi genkender på det | Genkende maden og foreslå retter | Dit samtykke (art. 6, stk. 1, litra a). Se afsnit 6 |
| På telefonen: din indkøbsliste med afkrydsninger og egne linjer; hvad du har købt; en kopi af ugens plan; dine påmindelser; widgetten (dagens ret og prisen) | Få listen og planen til at virke uden net, og minde dig om ugen og aftensmaden | Aftalen (art. 6, stk. 1, litra b). Påmindelser kun, hvis du slår dem til |
| Forbrug: hvor mange madplaner, bytninger og scanninger du har lavet | Holde styr på gratis-grænser og undgå misbrug | Vores legitime interesse (art. 6, stk. 1, litra f) |
| Abonnement: om du har Pro, og dine køb | Låse Pro op | Aftalen (art. 6, stk. 1, litra b) |
| Brugsstatistik og fejlrapporter | Se, hvor folk går i stå, og finde fejl | Se afsnit 5 |
Vi spørger ikke efter din placering, og appen bruger ikke GPS. Priserne er REMA 1000's landspriser, så vi har ikke brug for at vide, hvor du bor.
4. Allergier
Allergier siger noget om helbred, og "ingen svinekød" kan sige noget om tro. Derfor gemmer vi dem kun, hvis du trykker ja i et særskilt trin. Siger du nej, virker appen stadig, men madplanen laves uden allergifilter.
Du kan trække dit ja tilbage under Profil. Så sletter vi de allergier, du har valgt, og nye madplaner laves uden filter.
Gælder allergierne andre i husstanden, skal de vide, at du deler dem med os.
Filteret er en hjælp, ikke en garanti. Opskrifter og varer kan ændre sig. Tjek altid varens deklaration selv.
5. Brugsstatistik og fejlrapporter (PostHog)
Vi bruger PostHog til statistik. Deres servere står i EU. Kort fortalt:
- Uden dit ja tæller vi, hvad der sker i appen, men vi kan ikke se, at det er dig, der kommer igen.
- Med dit ja kan vi se, at det er samme telefon fra dag til dag.
- Allergier, kost og dit bruger-id sender vi aldrig til PostHog.
Uden dit ja (for alle): Appen fortæller PostHog, hvilke skærme der åbnes. Den fortæller også om bestemte handlinger, fx at en madplan blev lavet og hvad den kostede, eller at betalingsskærmen blev vist. Med følger appens version og telefonens model og styresystem.
Går appen ned, sender vi fejlens type og hvor i koden den skete. Selve fejlbeskeden sender vi ikke, fordi den kan indeholde det, der stod på skærmen.
Vi gemmer intet om det på telefonen. Hver gang appen starter, får den et nyt tilfældigt id. Så kan vi ikke se, at det er dig, der kommer igen i morgen.
PostHog ser dog din IP-adresse, når appen sender. Derfor tæller det stadig som personoplysninger. PostHog kan ud fra IP-adressen gætte, hvor du er. Det har vi slået fra.
Med dit ja: Appen gemmer et statistik-id på telefonen, så vi kan se, hvad der virker over tid. Vi sender også, når appen åbnes og lukkes.
Statistik-id'et sender vi også til RevenueCat, som holder styr på dit abonnement. Sådan kan vi se, hvordan Pro-brugere bruger appen. Hos RevenueCat ligger statistik-id'et sammen med dit bruger-id.
Du kan sige nej igen under Profil ("Del brugsdata"). Så stopper denne del med det samme, og vi sletter statistik-id'et hos RevenueCat.
Vi optager ikke skærmen, og vi registrerer ikke, hvad du trykker på, kun de handlinger vi selv har navngivet.
Hvorfor vi må: Med dit ja er grundlaget dit samtykke (art. 6, stk. 1, litra a). Uden dit ja tæller vi stadig, fordi vi har en legitim interesse i at se, hvor folk går i stå, og rette fejl (art. 6, stk. 1, litra f).
6. Scan
Scan er slået fra i appen i dag. Når den slås til, gælder dette:
Før din første scanning spørger vi, om vi må sende dit billede videre. Siger du ja, sendes billedet til en tjeneste, der genkender mad (Scaleway i Frankrig, med en model fra Mistral). Den får billedet og vores instruks, men ikke dit navn eller bruger-id. Vi gemmer ikke billedet. Vi gemmer det, der blev genkendt, og et fingeraftryk af billedet (en kode, som billedet ikke kan genskabes ud fra), så samme billede ikke skal sendes to gange. Gemmer du en scanning, ligger resultatet i din konto. Vi gemmer højst dine 100 seneste.
Du kan trække samtykket tilbage under Profil. Så stopper scanning.
7. Betaling
Du betaler for Pro gennem Apple. Vi ser aldrig dine kortoplysninger. Vi bruger RevenueCat til at holde styr på, om du har Pro. RevenueCat får dit bruger-id fra Planuko og oplysninger om dit abonnement fra Apple.
8. Hvem der får dine oplysninger
| Hvem | Hvad de gør for os | Hvor |
|---|---|---|
| Supabase | Database og login | EU (Frankfurt) |
| PostHog | Statistik og fejlrapporter | EU |
| RevenueCat | Abonnementer | USA |
| Scaleway (kun når scan er slået til) | Genkender mad på billeder | EU (Frankrig) |
| Apple | Betaling og login med Apple | Apple bestemmer selv over de oplysninger |
| Login med Google, hvis du vælger det | Google bestemmer selv over de oplysninger | |
| Vercel | Driver hjemmesiden | USA |
| Resend | Sender beskeder fra kontaktformularen videre til os og sender mails til ventelisten | EU (Irland) |
| Cloudflare | Sender mails til hej@ og support@planuko.com videre til vores indbakke | USA (firmaet), servere i hele verden |
Kontaktformularen på hjemmesiden. Skriver du til os, får vi dit navn (hvis du skriver det), din mail og din besked. Vi bruger dem kun til at svare dig. Hjemmesiden gemmer ikke beskeden: den sendes som mail til os og ligger i vores indbakke, indtil sagen er klaret, og højst 12 måneder efter.
9. Oplysninger uden for EU
- RevenueCat ligger i USA.
- Supabase gemmer dine data i Frankfurt, men firmaet er amerikansk, så support fra USA kan få adgang.
- PostHog gemmer dine data i EU, men firmaet er amerikansk.
Til alle tre er grundlaget EU's standardkontraktbestemmelser, som er en del af deres databehandleraftaler. Du kan få en kopi ved at skrive til os.
10. Hvor længe vi gemmer
| Hvad | Hvor længe |
|---|---|
| Konto, husstand, allergier, madplaner, kassebon, favoritter, gemte scanninger | Til du sletter kontoen |
| Feedback | 24 måneder, eller til du sletter kontoen |
| Fingeraftryk og resultat af scanninger (genbrug) | 7 dage, eller til du sletter kontoen |
| Forbrug af madplaner og bytninger | Tællinger over et døgn gamle slettes, næste gang du laver en madplan eller bytter en ret, og ellers når du sletter kontoen |
| Det, der kun ligger på telefonen | Til du sletter kontoen, logger ud eller sletter appen |
| Optælling af scanninger (type, tidspunkt, pris for os) | Så længe du har en konto. Sletter du den, beholder vi optællingen uden dit bruger-id i 12 måneder, så vores udgiftsoverblik passer |
| Statistik i PostHog | Højst 12 måneder |
| Abonnementsoplysninger hos RevenueCat | Til du sletter kontoen |
| Købsoplysninger hos Apple | Efter Apples egne regler |
11. Slet konto og få dine data
Slet konto: Tryk "Slet konto" under Profil. Så sletter vi din konto, din husstand, dine allergier, madplaner, favoritter, gemte scanninger og din feedback. Vi sletter dig også hos RevenueCat, og så kan statistikken hos PostHog ikke længere kobles til dig. På telefonen rydder vi listen, planen, widgetten og dine påmindelser. Optællingen af dine scanninger beholder vi uden dit bruger-id (se afsnit 10).
Har du logget ind med Apple, forsøger vi også at fjerne Planukos adgang til dit Apple-login. Lykkes det ikke, kan du selv fjerne den i iPhonens Indstillinger → dit navn → Log ind med Apple.
Sletningen kan ikke fortrydes.
Dit abonnement stopper ikke, når du sletter kontoen. Det opsiger du i iPhonens Indstillinger → dit navn → Abonnementer.
Få dine data: Tryk "Hent mine data" under Profil. Så får du en kopi af det, vi har om dig i vores database, i et almindeligt format. Det, der ligger hos RevenueCat, er ikke med. Det får du ved at skrive til os, og har du sagt ja til at genkende telefonen, er telefonens statistik-id med dér. PostHog kender ikke dit bruger-id, så statistikken dér kan vi ikke finde frem for dig.
12. Dine rettigheder
Du har ret til at få indsigt i dine oplysninger, få dem rettet eller slettet, få dem udleveret, gøre indsigelse mod det, vi gør ud fra legitim interesse, og få begrænset behandlingen. Har du givet samtykke, kan du altid trække det tilbage. Det gælder fra det tidspunkt, du gør det.
Skriv til hej@planuko.com. Vi svarer inden for en måned.
Er du utilfreds, kan du klage til Datatilsynet, www.datatilsynet.dk.
13. Alder
Planuko er lavet til den voksne, der står for husstandens mad. Du skal være mindst 13 år for at bruge appen.
14. Ventelisten
Skriver du dig op på ventelisten på hjemmesiden, gemmer vi din mailadresse, sproget, hvor på siden du skrev dig op, tidspunktet, den tekst, du sagde ja til, og det tilbud, der stod ved formularen. Kom du ind via et link fra Instagram eller Facebook (en besked fra os eller vores profil), gemmer vi også hvilket link, og ved en besked kodeordet og opslaget, du kommenterede på. Vi bruger mailen til at sige til, når appen udkommer, og til nyt om appen indtil da, højst én mail om måneden. Grundlaget er dit samtykke.
Oplysningerne ligger i vores database hos Supabase i EU. Mails til dig sender vi gennem Resend. Svarer du på en mail, sender Cloudflare svaret videre til vores indbakke hos Gmail (Google). Vi sælger ikke din mail og bruger den ikke til reklamer hos andre.
Du kan melde dig fra når som helst. Så sletter vi din mail. Svar "afmeld" på en mail fra os, skriv til hej@planuko.com, eller brug supportsiden.
15. Ændringer
Ændrer vi denne politik væsentligt, siger vi det i appen, før ændringen gælder.
